Skovly – Underårevej
Driften

Til gården hører der 25 ha. og der lejes ligeledes 25 ha. græsareal i Vildmosen.
17 ha. anvendes til at lave ensilage til vinterfoder. 8 ha. er engareal.
Om foråret lukkes dyrene på græs og er ude i ca. 7 måneder. Hele året har de adgang til vitaminer og mineraler, og kalvene har et kalveskjul, hvor de kan æde kraftfoder.

Ko og kalv går sammen imellem 6-8 måneder.


Orkis (46) og kalven Valentin

For at opnå maksimal tilvækst fravænnes tyrekalvene helt naturligt ved 6 måneder, og fodres derefter med valset korn og fedekalvblanding efter ædelyst. Tyrekalvene der ikke sælges til avl slagtes inden de er 12 måneder.

Eftersom hovedparten af kvierne skal bruges til avl, ønskes der ikke den samme høje tilvækst, og kan derfor gå hos moderen i ca. 8 måneder, hvor der også opnås en større tilvænning til græs og ensilage. Det er vigtigt at køerne og kvierne spiser så meget græs og ensilage som muligt, da det er godt og billigt foder. Der suppleres med kraftfoder eller korn og sojaskrå. Dyrene fodres kun med sundt og naturligt foder uden tilsætningsstoffer, medicin eller vækstfremmere.

Kælvningerne strækker sig fra oktober til maj, da de så lettere kan følges tæt på stalden. Går fødslen nu også som den skal? Får kalven mælk nok? Osv. Vi har kælvningsbokse, der bl.a. bruges til kælvningskvierne, og hvis der ellers opstår problemer – her kan ko og kalv få fred og ro og har dermed en større chance for at komme ordentlig i gang efter en fødsel.

Den nye løsdriftsstald er dybstrøelse med støbt ædeplads for at dyrene kan slide klovene. Der strøes med halm minimum 3 gange om ugen.

Besætningen er BVD- og salmonellafri.